FroerupAndelskasse.Models.Image

Direktør Jesper Hansens kommentar til Finanstilsynets ordinære inspektion

- efter stor kundevækst skal vi en tur ned i maskinrummet

Kommentar til Finanstilsynets redegørelse fra ordinær inspektion i september 2021.

Direktør Jesper Hansen udtaler nedenstående, efter modtagelse af Finanstilsynets redegørelse fra den ordinære inspektion i september 2021 i Frørup Andelskasse:

"Frørup Andelskasse har oplevet et godt samarbejde med Finanstilsynet under tilsynets ordinære inspektion. Vi har modtaget en række påbud, men også mange gode input til forbedring af arbejdsgange, rapporter mv.

Frørup Andelskasse har igennem de seneste 3-4 år været i en meget gunstig markedssituation, som har ført til stor vækst i antal kunder, udlån og forretninger med andelskassens samarbejdspartnere.

Væksten er bygget på mange gode og sunde bankforretninger, og vi har med væksten opnået en stor synlighed og et stort kendskab i vores markedsområde.

Væksten er en del af andelskassens strategi om at være et attraktivt lokalt pengeinstitut, som støtter op om vores lokale privat- og erhvervskunder.

De påbud vi modtager fra Finanstilsynet betyder, at vi nu sætter mere fokus på de interne procedurer, således at vi bliver bedre til at rapportere og dokumentere alle de gode ting, der hver dag sker i andelskassen.

Populært sagt skal vi skrive noget mere om det, vi allerede gør rigtigt.

Finanstilsynet har afleveret en redegørelse som jeg fuldt ud støtter, og jeg forventer, at andelskassen i 1. kvartal 2022 er på plads med alle påbud vi har modtaget."